Savner du noget?
Hvis sulten efter kultur, koncert, en velskænket
øl, biograf eller gourmet melder sig, så er der skam råd for det.
På Ærø er der det meste, omend i lille målestok.
De færreste der flytter til Ærø er afhængige af den fulde
storbypakke, hvor biografer, koncerter, kultur- og restaurationsliv
ligger i lag. Men et godt voksenliv - med eller uden børn -
indebærer som oftest også, at man kan tage ud og høre noget musik,
se en forestilling eller fejre en mærkedag med en kvalitetsmiddag
på en ordentlig restaurant.
Det kan man alt sammen på Ærø, der med sin turistindustri og en
ressourcestærk og kvalitetsbevidst befolkning danner grundlag for
et rimeligt udbud, når man tager øens begrænsede størrelse i
betragtning.
Ærø har således både hyggelig biograf (hvor man må tage sin caffé
latte eller fadøl med ind til filmen!), restauranter, caféer, koncerter,
værtshuse med livemusik og meget mere.
Hvis behovene er mere avancerede, ligger Ærø ikke længere væk,
end at man på et par timer kan komme til større byer som Århus
eller sågar Hamborg og Kiel. Dertil kommer de to nærliggende byer
Svendborg med sit rige shopping- festival- og natteliv; og
Sønderborg, der bl.a. byder sig til med Alsion - Nordeuropas bedste koncerthus.