At flytte til Ærø
Ærø er et dejligt sted at bo. Her er højt til loftet og højt til
himmelen. Takket være en lang historie med søfart er ærøboerne
udadvendte kosmopolitter, og det mærker man straks som tilflytter.
Alle er velkomne her på øen.
Ærø - naturligvis
Den skønne, bakkede natur og udsigten til havet er Ærøs
adelsmærke. Med årstidernes skiften ændrer øen karakter og der er
altid nyt at glædes over. Ærø bugner af friske råvarer: Om du er
til lækkert lokalt lam, hjemmedyrket squash eller økologisk
saftevand, så kan du købe det meste nede om hjørnet fra hvor du
bor.
En god barndom for livet
Børn på Ærø er privilegerede. De vokser op
i trygt sammenhold med masser af andre børn, i et tæt netværk af
voksne med overskud. En tryg opvækst giver velafbalancerede unge
mennesker med mod på livet og uddannelsen, når de flytter
hjemmefra.
Dynamisk ø-liv
Ærø er et levende samfund alle årets 365 dage, der byder på en
mangfoldighed af kulturtilbud, takket være en dyb underskov af
kreative højskoler, foreninger og dynamiske initiativtagere. Efter
sommerens leben af turister og festivaler glæder de fleste på Ærø
sig til et mere normalt tempo, hvor vi igen kan fordybe os i vores
interesser og i hinanden.
At flytte til Ærø
Som tilflytter på Ærø føler man sig straks velkommen. Der er
masser af arbejde at få, alsidig shopping og gode
pasningstilbud til dine børn. Hvis du leder efter det dejlige
landbohus i betagende skøn natur, så er Ærø det rette
sted.