Natur & Friluftsliv
Naturen er Ærøs absolutte røde tråd. Folk strømmer til øen som turister, besøgende og tilflyttere på grund af den bjergtagende natur.
De bølgende landskaber og kønne nor mod Fyn med lave naturhegn og grusstier står i klædelig kontrast til sydsidens mere rå landskaber og den store dramatiske Østersø, dens stenede strande og stejle, forblæste klinter.
Ud i det fri
Overalt på Ærø mærker man naturens tilstedeværelse. Havet danner rammen om en enestående flora og fauna, og en god og sund vildtbestand trækker fritidsjægere ud i sæsonen.
Den nyetablerede øhavssti er en smuk attraktion, der byder på store oplevelser for de naturglade.
Fuld af overraskelser
I det hele taget er der mange dejlige oplevelser at tage hul på langs Ærøs kyster.
Med nordsidens krystalklare små badestrande, Næbbets flotte panoramaudsigt over havet mod Als og Tyskland, eller det smukke Ommelshoved, har man kun lige kradset i overfladen af de mange fantastiske naturattraktioner på øen.