Ærø Turist- og Erhvervskontor
Ærøskøbing Havn 4
5970 Ærøskøbing
Tlf: 6252 1300
Email: post@arre.dk

Åbningstider
Man-tor: 9-16, fre: 9-15
Lør-søn: Lukket

 

Ærø-Dagen 2011

18.08.2011

Af Jytte Weiss Brinks

En ny ærøsk tradition er født. Lørdag den 13. august løb Ærø-Dagen af stabelen: Det var den første af sin slags - men bestemt ikke den sidste.

Ærøboerne viste på denne dag, at de længe havde ønsket sig lige netop sådan en dag. En dag, hvor man på ét sted kunne møde øens utallige foreninger, producenter og ildsjæle; en dag, hvor man sammen med familie og venner kunne prøve, smage, lege, grine, møde og opleve sig gennem de mange tilbud.

Her var frisk inspiration til alle, uanset om interessen gjaldt teater, musik, madvarer, spejderliv, håndarbejde, sport, fødevarer, økologi, kunst, filtning, masker, lokal kulturhistorie, kostumer, vinterbadning, zumba, heste, naturliv, loger, bro til Ærø eller ej, håndlæsning, judo, besøgsvenskab, modelflyvere, fugleskydning, gymnastik, frivilligt arbejde, lopper, havebrug, kreativ fritid for børn, korsang, fodbold eller golf.

Ærø-Dagen i Søbygårds voldgrav blev kort sagt et studie i god ærøsk stemning og mentalitet. Deltagere, gæster og frivillige udgjorde dagen igennem et lydtæppe af grin, råb og muntre samtaler på kryds og tværs; alt sammen under den smukt blafrende hertug-fane med de ærøske farver.

Grillstegte pølser, spidstegt Ærø-gris, vores gode lokale Rise-øl, kaffe og Ærø-pandekager fløj over diskene i de forskellige boder, og maden spredte en velsignet duft overalt. Midt på dagen brød solen endda frem og velsignede arrangementet med sommertemperaturer, der fik vindjakker og tørklæder til at falde og stemningen til at stige yderligere.

Det regnfulde vejrlig, der sommeren igennem har lagt en dæmper på de udendørs festligheder, fik kølet vores forventninger til Ærø-Dagen lidt ned. Hvis besøgstallet ramte 500 ville vi betragte det som en succes. Men sidst på eftermiddagen vurderede Søbygård, at der havde været godt 1000 besøgende i voldgraven. Et flot tal - ikke mindst når man betænker at Ærø-Dagen her havde sin debut.

Næste år hedder det Ærø-Dagen 2012, og lige som i år vil det være bygget op omkring en stærk kerne af Ærøs foreninger, producenter og ildsjæle. For det er præcis her, Ærøs styrke ligger; det er i disse miljøer, at man for alvor kan komme ind og blive en del af Ærø!