Lystfiskeri på Ærø
Ærø giver med sine varierede kyster og 80 km
kystlinje gode betingelser for lystfiskeri efter havørred, torsk,
hornfisk og fladfisk. Øen byder på en smuk og afvekslende natur med
masser af plads til lystfiskeren. For Ærøs vedkommende er det svært
at fremhæve den ene plads frem for den anden, da det en stor del af
året er muligt at fiske overalt fra kysterne. For eksempel er Ærøs
sydvestlige side faktisk en lang fiskeplads kun afbrudt af større
eller mindre sandområder. Ærø Sportsfiskerforening har hvert år
siden 1979 udsat 1- og 2-års havørreder direkte fra kysten. Disse
udsætninger er medvirkende til det nu meget fine kystfiskeri efter
havørred, som finder sted på Ærø.